Isabella Nielsen, der var var med på missionsturen til Nordmakedonien i uge 7 oplevede at blive udfordret positivt, både hvad angår personlige grænser og tro.
I uge 7 rejste et team af unge under ledelse af Emily Flament og Siv Hansen til Nordmakedonien. Her skulle de besøge Københavns Frikirkes nye missionsprojekt, som er et samarbejde med kirken “Evangelical Church Aerodom” og præsteparret Zivko og Stefanie i hovedstaden Skopje. De unge, der var fra forskellige apostolske kirker i Danmark, mødte unge og ældre og nogle af de mest udsatte i landet, delte det gode budskab om Jesus med dem – blandt andet gennem at dele mad ud, fortælle vidnesbyrd og i bøn.
Vi har stillet et par spørgsmål til Isabella Nielsen fra Kirkeibyen i Kolding, som var med på turen:
Hvad var din største oplevelse på turen?
Min største oplevelse var at besøge en roma-familie og bede for dem. Det er ikke første gang at jeg oplever fattigdom, men det rammer bare helt særligt når man får lov at komme ind, sætte sig ned og tale med menneskerne. Det føles så stort at give mennesker noget, der er deres eget, som ellers intet har. For mange i den situation er deres tro det eneste, som ikke kan tages fra dem – og det eneste, som holder dem ved modet.
Hvad gør det ved dig at være på sådan en missionstur?
Jeg synes mission er vildt fedt!! Det udfordrer både mine personlige grænser og min tro. Jeg mærker virkelig, hvordan så lille ting som et smil mig, kan betyde alt for et andet menneske. Jeg lærer, hvordan der findes så mange mennesker, som mangler hjælp og mangler at opleve Guds kærlighed. Jeg mærker også, hvor tæt et bånd jeg har dannet til mine medrejsende, og hvor befriende det er at tjene sammen som et hold. Jeg har fået venner for livet, som jeg ikke regnede med at jeg skulle få. Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg tager på mission.
Hvad tager du særligt med hjem som inspiration til din lokale kirke?
På vores rejse stod vi i nogle enkelte situationer og følte os magtesløse. Nogle af os blev frustrerede og syntes ikke, at vi fysisk kun gøre tilstrækkeligt for at hjælpe de mennesker, vi var kommet for at hjælpe. Dog sluttede vi hver gang vores frustration af med én meget vigtig og effektiv handling. Vi bad sammen. I al vores frustration og magtesløshed, satte vi os ned sammen og lagde det hele i Guds hænder. Og selvom det i momentet måske føltes håbløst, gav vi opgaven videre til den eneste, som i sandhed kan hjælpe og lave mirakler. Vi måtte stole på, at gud havde styr på tingene. Selvom jeg mener, det generelt er vigtigt at tage handling og at huske på, at alting ikke bare kommer til os, så er din situation ikke kun i dine egne hænder. Der er hjælp og håb at hente, og det gør ikke noget at hvile i, at Gud har styr på det. Han er i sandhed den største, og han ville aldrig nogensinde forlade dig. Han vil blot, at vi stoler på ham. Det tager jeg med hjem.
