Historie

Hvordan startede det?

Meningen med menigheden er mission, og meningen med missionen er menighed.” Jens Erik Friberg, Apostolsk Kirkes Jubilæumsbog (1924-1974).

Samme sted står, at: “Det er blevet sagt om Apostolsk Kirke, at den har ikke en missionsbevægelse, den ER en missionsbevægelse.”

Apostolsk Kirke er i dag sammensat af et netværk af menigheder, et fællesskab af tjenester. Menigheder og tjenester som rækker ud – både indenfor og ud over Danmarks grænser.
International mission med baggrund i eller direkte tilknytning til Apostolsk Kirke i Danmark når i dag ud til både nord, syd, øst og vest. Grønland i nord, Sydafrika i syd, og en række lande i øst. Udsendte medarbejdere, lokale og nationale ledere, bibellærere, farmere, præster – en lang række professioner arbejder sammen om udvikling og opbygning af lande, mennesker og menigheder. Det samlede budget for Apostolsk Kirkes Mission er på ca. 7 mill. kr. og finansieres langt overvejende af private gaver.


Historisk overblik

Et overblik gør det langt fra muligt at nævne alle som har givet sig selv i mission. Her vil vi blot synliggøre missionens historie i hovedtræk.

Blandt de allerførste missionærer udsendt fra Danmark med baggrund i eller tilknytning til Apostolsk Kirke nævnes Dagny Pedersen, som udrejste til Kina den 4. april 1911.
Dagny arbejdede sammen med N.P. Rasmussen og hustru, og sammen så de en kinesisk menighed rejse sig med flere end 500 medlemmer.
Dagny Pedersen blev senere efterfulgt af bl.a. Dagny Andresen fra Roskilde, som i øvrigt var opkaldt efter Dagny Pedersen.
Ny Hebriderne, senere Vanuatu.

Inger Lange Christensen ankom til øerne i 1947 og arbejdede der sammen med Allan Mann og familie fra Australien. Senere fulgte andre missionærer fra Australien. Som det var set i Europa i årene før, var der også her tale om samarbejde på tværs af landegrænser. Også dengang var missionarbejdet en kombination af forkyndelse, socialt arbejde og udviklingsrettede opgaver med etablering af skole mm.


Afrika

Efter 25 år med missionærer udsendt til andre dele af verden sendte Apostolsk Kirke, Danmark de første missionærer til Afrika. Elsa & Arne Thomsen rejste i 1947 til Nigeria. De tjente senere i andre afrikanske lande, Sydafrika, Rhodesia (Zambia og Zimbabwe) og Zaire, nu DR Congo, inden de boede deres sidste år i Danmark. Arne Thomsen har skrevet tre bøger: ”Gå ind i arken med hele dit hus”, ”Hemmeligt møde i luften” og ”Vi skal ikke alle dø!”


Sydafrika

45 apostolske menigheder blev anerkendt og registreret i Sydafrika i 1969. Ansvar for arbejdet var i 1959 blevet overdraget fra Den Apostolske Kirke i England til Danmark. De første danske missionærer i Sydafrika var Hanne og Harald Thorsen, som på vejen fik til opgave at bygge en kirke i Luanshya, Zambia. Camilla og Helge Hansen fulgte efter i 1962, og kort efter kom Carlo og Maren Jensen til. Flere afrikanske pastorer arbejdede med i ledelsen og i udviklingen af arbejdet. John Ndlovu var kirkens første nationale præsident fra 1971.
Hanne Thorsen har skrevet bogen ”Farmor er missionær og fortæller her”, hvor hun fortæller om livet og tjenesten i Sydafrika.


Zambia

Elsa & Arne Thomsen kom til Zambia fra Sydafrika i 1957. I 1972 fulgte Peter & Clara Marie Pedersen fra Herning. De har været med i opbygningen af menigheder i Zambia, etablering af litteratursalg, oprettelse og drift af Bibelskolen i Kaniki og dertil en række andre opgaver. Clara Marie og Peter har fortsat deres liv og tjeneste i og ud fra Zambia bl.a. med undervisning i menighederne.
Til Zambia kom også Elisabeth & Jørn Pedersen, i første periode udsendt af Danida som lærer, senere udsendt af Apostolsk Kirke. Foruden nogle få år i Danmark har de givet deres liv og tjeneste til primært skolemission og bibelskole i Zambia.
I tilknytning til bibelskolen findes Baluba Valley Farm, som i en lang årrække har bidraget væsentligt til det økonomiske fundament for bibelskolen. Farmen har også dannet afsæt for praktisk træning af pastorer, som har lært at dyrke jorden og høste afgrøder til familiens eget forbrug.
I Zambia findes i dag et stort og vidt forgrenet arbejde og stor involvering af nationale ledere og medarbejdere.


Grønland

I dag har Grønland Selvstyre. Udviklingen i Grønland har på få år bevæget sig fra at være ligestillet med et amt i Danmark over Hjemmestyre til Selvstyre.
Missionsarbejdet begyndte med Hans Egede og Grønland var officielt fuldt kristnet i 1906. Det betyder dog ikke, at alle kender Kristus. Der er fortsat brug for mission og medarbejdere fra bl.a. Danmark i Grønland. Alis Sørensen rejste til Thule i Grønland i 1947. Det blev en kort tjenestetid da Alis Sørensen efter kort tid døde som følge af en blindtarmsbetændelse. Senere, i 1953 rejste Laura Eliassen til Grønland. Hun blev gift med John og sammen arbejdede de i Grønland i en årrække, inden de bosatte sig i Danmark. Mange er fulgt efter og har lagt mange år og meget arbejde i missionshusene i byerne langs vestkysten. I godt 20 år havde Ulla og John Østergaard Nielsen ansvaret for menigheden i Nuuk og John fungerede også som sekretær for INO, Inuunerup Nutaap Oqaluffia, den evangeliske frikirke i Grønland. Oprindeligt var missionsarbejdet i Grønland baseret på udsendte fra Norge, Sverige og Danmark og fra forskelligt kirkeligt bagland. Efter at John og Ulla er vendt tilbage til Danmark er der etableret et fortsat projekt om samarbejde mellem apostolske kirker i Danmark og kirker tilknyttet INO i Grønland.


Mission idag

Missionen i dag er endnu mere omfattende – både i geografi, antal udsendte, antal lokale og nationale medarbejdere og ledere samt i typen og omfanget af opgaver og tjenester. På programmet står der menighedsarbejde, nødhjælpsarbejde, social indsats, byggeri, korrespondancebibelskole, fodboldskole, børnelandsby, menighedsplantning og meget, meget mere.

vil du høre mere

kontakt os .