I august 2025 begyndte et nyt kapitel for Janni og Ruben Tychsen og deres familie fra Odense, da de rejste til Georgien for at bosætte sig i Batumi ved Sortehavets kyst. Bag rejsen ligger et kald til mission og tjeneste i Østeuropa – og en vision om at styrke unge kristne, opmuntre lokale menigheder og bygge bro mellem kulturer og generationer.

”Vi oplevelede et kald og en længsel efter at leve mere enkelt og meningsfuldt. Vi følte, at vi ikke kunne ignorere den indre stemme, der sagde: ‘Gå!’” fortæller Ruben Tychsen.

Projektet er en del af NOMAD’s relationsbaserede missionsarbejde og sker i tæt partnerskab med kirken Word of Life Batumi. Her er fundamentet ikke store programmer, men nære relationer, gensidig tillid og et fælles håb om at se mennesker forvandlet af evangeliet.

Ved ankomsten blev familien Tychsen budt varmt velkommen af menigheden. Pastor Elguja delte sin glæde over det internationale samarbejde, som nu tager form og bringer nye ressourcer og tjenester til byen. Med håndspålæggelse og klapsalver blev familien velsignet og inviteret ind som en del af kirkens liv og hverdag.

“Det er hårdt og udfordrende at rejse ud som familie med et missionsformål” siger Janni Tychsen. ”Man bliver virkelig nødt til at stole på, at Gud har kontrollen – også når tingene ikke går som planlagt. Samtidig er det fantastisk at være sammen som familie og opleve både eventyr, op- og nedture sammen”

En af de første aktiviteter var en teenagelejr i de kaukasiske bjerge, arrangeret i samarbejde med Acts Mission og lokale ledere. Her deltog 30 unge med muslimsk baggrund, og dagene var fyldt med bibelstudier, leg, lovsang og dybe samtaler. Mange delte personlige vidnesbyrd, og 21 unge valgte at følge Jesus helhjertet – et stærkt vidnesbyrd om Guds nærvær og kærlighed.

Senere på måneden blev ti mennesker døbt i en bjergstrøm i Chakvi – fra en dreng på 10 til en ældre mand i 70’erne. Dagen blev fejret med nadver, georgisk mad og fællesskab under åben himmel. Det var en festlig og rørende markering af nye begyndelser og troens kraft.

Familien Tychsen lever midt i lokalsamfundet, bygger venskaber med pastorer og familier og engagerer sig i kirkens hverdag. De har allerede haft besøg af en gruppe unge fra Danmark som et led i at skabe broer mellem unge i Danmark og Georgien

“Noget af det, der har gjort størst indtryk på os, er den umiddelbare forbindelse, der opstod mellem det danske team og de georgiske unge. De danske unge oplevede, hvordan Gud brugte dem som svar på bønner – til at bringe frihed, håb og nærvær. På trods af kulturforskelle følte de sig hjemme og ligeværdige, som en del af ét fællesskab, fortæller Janni og Ruben Tychsen”

Projektet, der er en del af Acts Mission, er stadig i sin spæde begyndelse, men visionen er klar: At bidrage til en ny missionsbevægelse i Østeuropa, hvor unge kristne udrustes til at leve med tro, håb og kærlighed – og række ud derfra.

I Danmark er baglandet i Åbenkirke Herning, Åbenkirke Odense samt Kirkecenteret i Vejle og Haven Aarhus.

Læs mere her: www.wearenomad.dk

Awesome Works
Awesome Works

You May Also Like