Acts Mission har fået 1,5 mio. kroner fra Globus-puljen til et nyt projekt sammen med All 4 Life i Uganda. Her skal unge fra Højskolen Acts Academy og Efterskolen Kildevæld være med til at styrke unges muligheder i Uganda, men også udfordre danske unge til at engagere sig globalt.

Forestil dig et spil, som giver unge i Uganda mod på at udforske de muligheder, der ligger i fremtiden. Det er et af de elementer, som er med i det nye projekt, som Acts Mission og All 4 Life i Uganda har skabt sammen med Acts Academy og Efterskolen Kildevæld.

Her har de fået 1,5 mio. kroner til at unge i Danmark skal være med til udvikle netop dette spil og andre værktøjer, som kan styrke unge i Uganda. Og så rejser flere hold af elever derned for at implementere det hele sammen med unge ledere dernede.

– Det betyder rigtig meget, at danske unge engagerer sig i All 4 Life Uganda. Det skaber ny energi og inspiration i projektet og bygger bro mellem kulturer. Det viser, at fællesskab og tro kan vokse på tværs af landegrænser, siger Maria Silkjær, der leder All 4Life.

Missionsprojektet er en del af Åbenkirke i Herning og har arbejdet med forskellige former for udviklingsarbejde, herunder landbrugsprojekter, som er blevet spredt fra Uganda til andre lande i Afrika.

I dette projekt, der er støttet af Globus-puljen er der lagt op til et direkte samarbejde mellem unge fra Nord og Syd.

– De unge i Uganda vil opleve, at der er unge i Danmark, der tror på dem og gerne vil dele liv, tro og idéer. Det kan styrke deres selvtillid og motivation til at udvikle egne evner og drømme. Omvendt tror jeg, de danske unge vil opdage, hvor meget man kan lære af hinandens livsmod, tro og kreativitet, og få en dybere forståelse af globalt fællesskab og ansvar, siger Maria Silkjær.

Hun tror at kristne unge fra begge lande vil gå styrket ud af projektet, hvor der også vil blive sendt containere med genbrugt udstyr til  Uganda for at styrke All 4 Lifes arbejde og bidrage til nye jobmuligheder, der kan skabes for og med de unge.

– Jeg glæder mig til at se mødet mellem de unge, når de opdager, hvor meget de faktisk har til fælles, og hvordan tro og fællesskab kan skabe forandring, slutter hun.

Awesome Works
Awesome Works

You May Also Like