Gennem vinteren har Johannes og Charlotte Petersen delt mad og brændsel ud til udsatte familier i små landsbyer i Moldova. ”Sult og Kulde”, som indsatsen hedder har i denne sæson rakt ud til 400 hjem.
– På den sidste tur inden forårets start besøgte vi 30 hjem sammen med landsbyens borgmester og en socialmedarbejder. I alt har vi i denne sæson uddelt over 30 tons kul, ca 3 tons brænde og ca 400 madpakker! Det betyder, at ca 400 hjem har fået et uanmeldt, opmuntrende besøg med et budskab om Guds omsorg, tilgivelse & frelse, fortæller Johannes Petersen
– Vi har besøgt mange “babushkaer”. Ofte meget rent og ordentligt, men svært at få pensionen til at slå til. Besøgte også et hus, hvor Andriana, en pige på 12 år boede sammen med sin morfar, mens moderen arbejdede i en anden landsby. Andriana er nu kommet til “Pilgrim House” hos os her i Riscani under sikrere og renere forhold, siger Johannes og takker dem, som har støttet op om projektet.
Projektet i Moldova har bagland i Kirkecenteret i Vejle, men har desuden et bredt netværk af kirker i Danmark, som støtter fast.